De vidner om forårets komme. Konfirmanderne og nu også Nonfirmanderne. Sikke en dejlig højtid. Vi byder de unge velkommen i de voksnes rækker. De seneste årtier er det blevet et udbredt fænomen, at konfirmanden skal transporteres fra kirken i en kostbar sportsvogn eller veteranbil. Så kan vi konkurrere om, hvem som har den største og dyreste der også.
Må vi derfor ikke slå et slag for, at man sparer de 2.000 kr. på sportvognen eller gemmer vennetjenesten til en anden gang, hvor lokummet virkelig brænder, og i stedet benytter lejligheden til at fortælle konfirmanden om vigtigheden af opsparing – og især effekten af at starte tidligt.

Så kan man evt. afslutte snakken med at forære konfirmanden en håndfuld investeringsbeviser i INDEX+ eller en af Great Danes valuefonde. Det er ikke så vigtigt hvilket navn, der står på beviset. Det kunne også være Danske Invest Global Indeks eller en af de mange gode Sparindex fonde – bare omkostningerne er lave og udbyderen helst dansk. Det vigtige er, at de unge forstår værdien af systematisk opsparing og faren ved at leve for lånte penge.
I grafikken herunder, som vi også viste i vores LinkedIn julekalender sidste år, kan man se, hvor stor betydning det har, om man starter med at spare op og investere i aktier i en lav eller høj alder. Hvis man starter tidligt, bliver der med langt større sandsynlighed råd til en lækker sportsvogn, og så er turen til konfirmanden måske alligevel sikret uden at skulle leje en dyr bil eller spørge onkel Peter….
