Investeringsforeningen Great Dane Globale Aktier blev med et afkast i 2021 på 40,53% ikke bare nr. 1 i sin kategori af 168 afdelinger med globale aktier men også ud af samtlige 874 danske investeringsforeninger, afslører brancheforeningen Investering Danmarks netop offentliggjorte afkaststatistik, som kan findes her.
Når man beskæftiger sig med investering, er det det lange seje træk, som gælder. Man skal ikke hænge sig alt for meget i, hvordan det lige går i et enkelt år. Når det er sagt, kan vi ikke undgå at være en smule stolte af, at vores globale fond sluttede 2021 som nummer 1 målt ud af samtlige over 800 danske investeringsforeninger målt på afkastet.
Hvad er forklaringen på det gode afkast? Det er noget så kedeligt som, at vi ganske enkelt har en god, grundig og gennemprøvet investeringsproces samt et stærkt investeringsteam, der – som altid – fokuserer på at finde finansielt stærke value selskaber med billige pengestrømme, indtjening og aktiver. Med andre ord. Vi gjorde ikke noget som helst anderledes i 2021 – vi holdt snuden i sporet.
Hvad venter os i 2022?
Vi undlader generelt at spå om, hvad vej aktiemarkedet skal i 2022. Markedet kan falde 20% eller stige 20%. Fra en gennemsnitsbetragtning stiger det som bekendt. Hvis man havde sagt for et år siden, at vores portefølje ville give et afkast på 40% i 2021, havde vi nok trukket på skuldrene med et lille smil.
Til gengæld er vi overbeviste om, at inflation og stigende renter bliver et vigtigt tema. 2021 var første år i lang tid, hvor vækstaktierne ikke fik hjælp af faldende renter. Resultatet kunne med det samme ses på afkastet i vores portefølje. Der kan være et paradigmeskifte på vej, for der er historisk stor forskel i prissætningen af vækst og valueaktier.
I perioden fra 1962 til 2021 gav valueaktier desuden i de måneder, hvor renten var stigende, et afkast svarende til 14,6% årligt, mens vækstaktierne kun gav godt halvdelen, nemlig 7,4% (målt ved hhv. MSCI World Value og MSCI World Growth).
Inflationen i USA var i december på 7%, mens den flere steder i Europa er kravlet op over 5%. Selv centralbankcheferne er ved at komme overens med, at renten ikke længere kan holdes i bund. Til de aktieinvestorer, som er bekymrede over rentestigninger, er det imidlertid også værd at bemærke, at aktiemarkedet også i perioder med stigende renter har givet flotte afkast.
Og sluttelige vil vi til dem, som tøver med at investere, fordi aktierne ser dyre ud, ikke undlade at nævne, at der rent faktisk er større sandsynlighed for et godt afkast målt over eksempelvis 5 år, når man investerer i all-time-high, end når man investerer efter et 20% kursfald. Det og meget mere, kan du læse om i vores lille nytårshilsen fra value teamet, som kan findes her.